CHRUMME: Jeg kan godt forstå, at nogle kvinder vælger at få større bryster, fjernet rynker og poser under øjnene. Det kan der være mange gode grunde til. Især hvis en kvinde står foran spejlet og bliver i tvivl om hvad der er bryster, og hvad der er poser under øjnene.
Så er det måske værd at overveje at få gjort noget ved begge dele. Eller hvis man som min mor, sværger til den gode gamle Nivea-creme og man så som hende, lige må fjerne den overskydende creme i ”plovfugerne” med en vatpind. Det giver ordet ”rynkecreme” en hel ny betydning, ikk’?
Men at få botox i overlæben. Det har jeg svært ved at forstå. Hvilken kvinde står foran spejlet og tænker: ”De der læber. De er sgu da for smalle. Jeg ligner jo OVERHOVEDET ikke en bokser som har fået tæv med en mursten. Det må jeg få gjort noget ved. Lad mig da få botox i min overlæbe, eller finde en voldelig ægtemand!”
Jeg kan godt forstå, hvis kvinder kan blive misundelige på Angelina Jolie’ss fantastiske læber. Men botox giver ikke NATURLIGE fyldige læber. Man ligner mest én, som har fået et dobbelt bistik på overlæben. Og vi ved jo ALLE godt, hvad vores venner gør, hvis man bliver stukket af en bi på læben. De griner deres røv i laser!!!!
Og jeg ved ikke, hvordan andre mænd har det med kvinder som ligner en tæsket bokser. Men når JEG kigger på Mike Tyson efter en hård kamp, så slikker jeg mig sgu ikke lystent om munden, mens jeg tænker: ”Hmm. Sikken dog en lækker kyssemund han har. Ham skal jeg sgu da snave med”.
Når jeg har set botox behandlinger på TV, så troede jeg, at behandlingerne blev udført, af en læge med en lille bitte sprøjte. Men når man ser resultatet, ligner det noget, som er blevet udført af en halvfuld murer med en løbsk fugepistol! F.eks. da jeg så Rigmor Zobel på TV, så kunne jeg slette ikke fokuserer på andet end hendes overlæbe. Er det en mund, eller er det et NÆB? ”. Det kan være, at Reimer Bo havde det på samme måde, og derfor slet ikke spurgte hende om noget. Måske sad han ligesom jeg og tænkte: ”Er det Rigmor eller Andersine jeg er ved at interviewe?” Jeg indrømmer, at hvis jeg havde interviewet hende så skulle jeg passe på ikke at komme til at spørge om, hvordan hendes børn, Kylle, Rylle og Pylle, havde taget hele sagen. Jeg sad også og tænkte på om ”Anden på Coke?” er navnet på et comedy show med Anders Mat- thesen eller navnet på en ny dokumentar om Rigmor Zobel?
Jeg ved heller ikke om jeg ville turde kysse en kvinde med botox læber. For jeg VED godt hvad der sker, når man først én gang har fugtet en sugekop. Den bliver hængende i månedsvis. Og der er bare så mange situationer, hvor det er uhensigtsmæssigt, at have en kvinde hængende fra ens læber. F.eks. bliver det noget besværligt at køre bil eller tisse. Til gengæld ville utroskab, blive opdaget rimeligt hurtigt.
Der er kun én situation, hvor det kan være hensigtsmæssigt at have botox læber. Det er hvis kvinden også har tandbøjle. Så kan hun sidde fast på ydresiden af vinduet, og så kunne man fra indersiden styre hende rundt på ruden med en magnet. Altid algefri ruder. Ligesom i et akvarium, bortset fra, at her sidder torsken på ydersiden af ruden!
mvh spider
